Sandheden om mine røde kinder…

Først og fremmest vil jeg gerne sige tak, tusind tak. Jeg er så glad for, at mit tidligere blogindlæg “min hemmelighed” blev taget så godt i mod. Jeres støtte og feedback, især på Instagram og Facebook var overvældende. Og så var det et virkelig stort bevis på, at de her ærlige og meget personlige blogindlæg er noget i først og fremmest gerne vil læse, men som i også kan relatere til.

Derfor vil jeg gerne dele en anden hemmelighed med jer. Noget der begrænset mig i mine teenage år, og som også har sat sine spor og givet mig nogle ar på sjælen. Rødme, ansigtsrødme.

Jeg har fået foretaget et indgreb, der på lægesprog hedder torakoskopisk sympatektomi. Kort sagt er det en overskæring af den sympatiske streng i brysthulen, som kan nedsætte håndsved og generende ansigtsrødme. Og her er hvorfor:

Jeg husker, at jeg tilbage omkring min konfirmation begyndte at føle, at jeg rødmede hvis der var nogle, jeg ikke kendte, der henvendte sig til mig, eller hvis jeg skulle fremlægge noget i skolen eller bare være midtpunkt. Det blev værre, og i 9. og 10. klasse prøvede jeg altid at komme udenom fremlæggelser eller, at lyset skulle slukkes for at man bedre kunne se powerpointen, hvis det var mig der skulle stå ved tavlen og sige noget foran alle. For så kunne ingen se mine røde kinder. Jeg var ikke den, der sagde mest til sociale arrangementer, borset fra hvis det bare var med alle veninderne. Men selv til fødselsdage, husker jeg, at når al opmærksomheden var vendt mod mig, så rødmede jeg. Og jeg hadede det! I gymnasiet fik jeg af vide, at jeg skulle være mere på i timerne, men min rødmen forhindrede mig i sige noget højt – heldigvis havde jeg succes med alle de skriftlige eksamener, puha 😉

Da jeg flyttede til Kbh for 8,5 år siden, var det så slemt, at jeg begyndte at undersøge, hvad jeg kunne gøre. Jeg læste om operationen, hvor man gennem en kikkert og via armhulerne gik ind og skar nogle nerver over. Jeg vidste med det samme, at det var det jeg ville have foretaget. Bivirkningerne var, at jeg kunne komme til at svede ekstra meget på kroppen. I 2009 blev jeg opereret. Har det hjulpet?

Både-og. Jeg føler selv, at jeg stadig rødmer, hvis jeg føler mig lidt genert, står foran en masse mennesker eller til forsamlinger. Men jeg har lært at leve med det, selvom det har været en lang proces. Hvis du spurgte mig for 10 år siden, så havde jeg aldrig i mit liv troet, at jeg ville blive personlig træner – et arbejde der kræver, at man er udadvendt, står frem og fører an på fx holdtræninger, hvor man er den, der sætter dagsorden og fører andre gennem en træning, fordi jeg ville helt sikkert komme til og rødme! Og det ville være ekstremt pinligt.

Men nu er jeg ligeglad, altså om jeg rødmer eller ej. Før sagde folk altid, at det var så sødt og charmerende, og jeg var lige ved at brække mig. For jeg hadede det! Det er helt anerledes for mig i dag, jeg tænker ikke selv over det, og smiler bare ekstra sødt, hvis nogle kommenterer det. Jeg døjer desværre med en del ansigts sved og sved på ryggen. Derfor går jeg helst aldrig i kjoler, der ikke er sorte, eller uden en undertrøje på under mine toppe. Heldigvis befinder jeg mig stort set altid hele dagen i et fitness center, så der er sved jo ikke helt unormalt 😉 Men jeg tager mine forbehold, og så har jeg accepteret, at det er sådan jeg er. Mine to små ar under hver armhule, ligger folk sjældent mærke til, så det er ikke noget jeg er generet af.

Det var endnu et langt, men hudløst ærligt blodindlæg fra mig. Hvis du selv har samme problem med ansigts rødme, så skriv endelig. Jeg svarer gerne på spørgsmål vedr. bivirkninger, operation osv.

Husk, du er aldrig alene <3