En søndag når det er bedst!

“Du må da møde en masse søde fyre på dit arbejde?”

Andre der har hørt den sætning før?

Jeg skriver ikke særlig tit om mit privatliv her på bloggen, men efter de 2 seneste, meget ærlige blogindlæg (min hemmelighed og mine røde kinder), som virkelig er blevet positivt modtaget, så vil jeg gerne lukke lidt mere op, og lade jer lære mig endnu bedre at kende. For er der noget jeg har fundet ud af, så er det, at man aldrig er alene. Lige meget hvilket problem man har eller hvad man nu går rundt og stresser over, så vil der altid være andre, der har oplevet eller føler det samme 🙂

Nå, tilbage til: “du må da møde en masse søde fyre på dit arbejde?” Jeg er single og har faktisk været det i en del år. Jeg har set et par fyre og virkelig brændt nallerne – eller rettere sagt hjertet! Kærligheden har jeg ikke fundet endnu, desværre og eftersom jeg nærmer mig de 30 (jep,29 år til marts!!), kan jeg godt mærke, at det er noget som fylder mere og mere i mine indre tanker. Og andres…

De fleste af mine veninder har kærester på, bor sammen med dem og nogle er også blevet mødre. Der er ingen tvivl om, at jeg er så glad på deres vegne og stolt af at være deres veninde. Det der trykker mig, er at andre ofte har travlt med, at jeg da skal se at finde mig en mand. Men hvor henne? I byen, på arbejde, på ferie, til sociale arrangementer eller blind dates? Jeg har prøvet lidt af hvert, men endnu ikke haft succes, hvis man kan sige det sådan. Da jeg arbejder i et fitness center og kommer i et miljø med veltrænede, lækre mænd (ja, det klager jeg jo bestemt ikke over 😉 ), så skulle man måske tro, at jeg kunne finde en med samme livsstil og tankegang, som mig. Og det kunne da også være super dejligt, da en kæreste i min optik, skal acceptere min livsstil, mine mad- og træningsvaner. Dermed ikke sagt, at han skal træne og spise sundt, men jeg tror bare ikke det klinger, hvis han er til fastfood fra McD og ingen træning 🙂

Noget af det, der helt sikkert har sat sine spor er de oplevelser, som jeg har haft med nogle af de fyre jeg har set. De har en tendens til at såre en (sikkert ubevidst) og det har bare gjort, at jeg har utrolig svært ved at stole og lukke op for nye bekendtskaber. Min baggrund taget i betragtning – det med ikke at føle sig god nok, smuk nok, interessant nok og alt for generet med blussende røde kinder, har ikke rigtig hjulpet på det.

Men ved du hvad? Jeg har lært at tage det hele med et smil, og lukke af for andres kommentarer. De mener det jo kun positivt, fordi de vil mig det bedste, og vil, at jeg skal finde en der vil mig det bedste. Jeg har accepteret, at jeg det sidste 1,5 år har haft mere travlt med at arbejde og min lille virksomhed end at lede efter kærligheden. Jeg er klar til at finde manden i mit liv, men jeg har så småt indset, at det sker, når det sker.

image

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En søndag når det er bedst!