Derfor er jeg bange for mørke…

Fordi jeg en gang er blevet overfaldet en tidlig mørk morgen. Det var ikke et slemt overfald, jeg kom ikke til skade fysisk, men det har i den grad sat sine spor rent psykisk.

Jeg vil gerne dele min oplevelse med jer, efter mine 3 tidligere hudløse ærlige indlæg, som jeg føler har hjulpet andre, der kan relatere til mine oplevelser. Du er aldrig alene, husk det. Læs mere her om min hemmelighed, min ansigts rødme og mit kærlighedsliv.

Tilbage i foråret 2012 arbejdede jeg i Nivå, som køkkenmedhjælper i weekenderne for at tjene ekstra penge ved siden af min elevløn hos Ekstra Bladet. Jeg skulle til USA juli/august 2012, og det krævede lidt lommepenge. Jeg tog ofte cyklen derud, simpelthen fordi det var for omstændigt med tog og bus, og så kunne jeg få dagens motion der fra. Jeg boede på det tidspunkt i Vanløse.

Cykelturen derud betød bare, at jeg skulle cykle af sted kl.5:30 lørdag eller søndag morgen, og den ene morgen vælger jeg at prøve en ny rute, hvor turen gik forbi Utterslevmose. Det skulle jeg aldrig have gjort.

Jeg kommer cyklene med musik i ørene, regntøj, cykelhjelm og briller (ømt syn, I know) og min taske i cykelkurven. Der går en mand på fortorvet i samme side som jeg cykler, men han går op mod mig, helt klædt i mørkt tøj, det er mørkt og lygtepælene er stadig tændt. Da jeg nærmer mig, kan jeg godt fornemme at han stille og rolig bevæger sig mere ud mod cykelstien, og lige i det vi er ved siden af hinanden, hopper han ud foran mig, tager fat i min cykelkurv og snupper min taske, og løber. Jeg bliver pisse sur, råber “kom tilbage med min taske” imens jeg vender om på min cykel og cykler efter ham. Han når lidt skråt op af vejen, og hopper ind i en sort BMW. Jeg når op ved siden af ruden, hamrer på den og råber stadig “giv mig min taske”. Han gasser op, og er ved at vælte mig af cyklen og væk er han. I de sekunder når jeg at tænke: “ring til 112, tag billede af nummerplade, husk nummerpladen, bilmærke og mand”. Mine briller dugger, jeg tuder og ryster over hele kroppen. Jeg glemmer nummerpladen, trykker 112 og får en meget sød politidame i røret. Problemet er bare, at jeg hverken ved hvor jeg er eller kan se nogle gadeskilte. Der er helt mørkt, skoven er stille og jeg er skide bange. Der kommer en sort kassevogn kørende, som stopper fordi jeg står midt på vejen, men manden i bilen forstår mig ikke og kører bare videre. Politidamen får mig guidet ned mod en gade, jeg oplyser gadenavn og lidt efter kommer der en politibil med 2 søde betjente, som får mig beroliget. De spørger om de kan køre mig hjem til mine forældre eller søskende, hvilket får mig til at stor tude og hulke – for det kan de ikke, da de jo er på Bornholm, men det kunne de ikke vide 🙂 Jeg får fat i min veninde, som bor i Vangede, og de kører mig hjem til hende. (Jep, min første tur i en politibil 😉 ).

Der går et par timer, og så ringer en mand og fortæller at han har fundet min pung med alle mine kort spredt ud på en gade i Nordvest. Min veninde og hendes kæreste kører mig derhen. I min taske havde jeg kun min pung, en flaske vand og en ekstra trøje. Så de har åbenbart bare valgt at smide hele indholdet ud, fordi der ikke var noget af værdi.

Det lyder måske ikke som noget vildt overfald, men jeg lover dig for at jeg i lang tid efter og stadig væk, er skide bange, hvis der holder sorte biler, især BMW stille ved cykelstierne, eller bare hvis der kommer mørke-klædte mænd gående, som jeg tror kigger mistroisk på mig. Uden grund, men simpelthen fordi jeg bliver bange. Det irriterer mig grænseløst, at jeg ikke kan føle mig tryg når det er mørkt. Men det er en oplevelse jeg må lære at leve med, og komme videre. Mine tanker lige efter gik meget på, at tænk hvis han havde haft en kniv på sig, eller hvis han havde valgt at slå mig, overfalde mig og voldtage mig?

Har du oplevet noget lignede og hvad har du gjort for at komme videre?