Om at gennemføre et marathon og indse at formen ikke helt var som forventet..

Wuhuu! I fredags løb jeg over målstregen på 5. etape af Etape Bornholm 2018, og kunne sætte hak ved mit 3. marathon. Men det var ikke med en krop, der var fit for fight. Jeg var træt, havde dårlig mave, vabler og konstant sidestik. Allerede efter første etape i mandags var jeg hårdt ramt, og det satte sine spor på hele ugen. Og så måtte jeg indse, at min form ikke var, som jeg forventede. Men jeg kom igennem, og kan klappe mig selv på skulderen over nogle ret gode tider, trods alt.

Mandag startede med 10 km i Hasle (by-etape), og jeg valgte at følge med min søster, som løber lidt hurtigere end mig. Jeg løb de første 5 km på 23:34 min, og så blev jeg ellers ramt af et sidestik, som jeg løb og kæmpede med i 3 km. Og føj det var hårdt! Jeg måtte sætte tempoet lidt ned, men endte i mål efter 49:22 min. (4:57 min/km). Jeg plejer ikke at starte ud med at løbe så hurtigt, og det skulle jeg nok aldrig have gjort, for jeg kæmpede med følgerne af sidestikken resten af ugen.

Tirsdag bød på 5,8 km på Dueodde (strand-etape), og jeg havde så ondt i maven, hver gang jeg bare trækkede vejret, gjordet det ondt. Den første km var i mega blødt sand og meget af ruten løb vi i en lang række så langt nede i vandkanten som muligt, så man kunne ikke overhale. Jeg kom i mål efter 33:53 min. (5:51 min/km), og var helt færdig. Det sidestik gjorde bare ondt.

Onsdag stod den på 7,8 km i Almindingen (skov-etape). Efter min frokost onsdag starter min mave med at opføre sig dårligt, og jeg render på toilettet non-stop inden vi skal køre af sted. Med lommetørklæder i lommen på mine shorts, løber jeg af sted, og lad mig bare sige, at jeg talte alle km’erne, men jeg kom igennem uden at stoppe op og sætte mig skoven, haha. Det tog mig 41:14 min. (5:18 min/km) at løbe. Og så kom jeg ellers i mål med noget af en vabel på venstre tå!

Torsdag skulle vi en tur op til Hammeren og løbe 8,6 km (bjerg-etape) og jeg frygtede virkelig den tur. Det er bare en pisse hård rute med nogle vilde stigningerne. Det går op ad de første 2 km, og igen på de sidste 2, hvor de sidste 500 m bare er forfærdelige. Jeg måtte gå fra 500-300 m og kæmpede mig så op de sidste 200 m, selvom man knap kan løbe. Målstregen ramte jeg efter 47:41 min. (5:33 min/km). Når man har løbet, skal man gå ret langt ned ad for at komme tilbage til start og bilerne, og jeg blev mere og mere dårlig, da jeg også havde døjet med dårlig mave inden torsdagens etape. Det ender med, at jeg går i seng og fryser helt vildt (det skal lige siges, at det altså er hedebølge og pænt varmt!), men jeg har det ekstremt dårligt. Efter nogle timer vågner jeg, og min madras er sjask våd. Jeg sover lidt videre, men er ikke helt på toppen, da jeg står op fredag morgen..

Fredag er sidste dag, hvor man løber 10 km i Rønne (by-etape). Da jeg står op, har jeg ikke den helt store tro på, at jeg kan løbe – men jeg får spist en masse mad og drukket godt, bundet tåen ind med den dumme vabel, og så løber jeg af sted i et roligt tempo. Jeg kommer i mål efter 51:13 min. (5:08 min/km), og det var sku noget af en sejr!! Lige inden jeg rammer de sidste 500 m og stadion, bliver jeg ramt af kuldegysninger, og jeg frygtede lidt af jeg ville dejse om, så jeg satte tempoet ned. Jeg ville i mål!

Min søster og niece på 9 år løb også med. Det var så fedt at dele oplevelsen med dem! Min søster er altså mega sej og løb hurtigere end mig alle 5 dage!

Med en samlet tid på 3:43:21, endte jeg som nr. 89 og dermed i top 100. For 2 år siden blev jeg nr.68 og gennemførte på 3:30:26 (2016), og året før det 3:54:36 (2015). Der er sket en del siden, jeg får ikke så meget søvn nu og min krop er helt anderledes – så jeg er virkelig tilfreds med mit resultat! Men jeg tror jeg havde forventet lidt bedre og hurtigere tider, og jeg ved, at jeg ikke skulle have prøvet at følge med min søster om mandagen. Men sådan kan man altid være bagklog! Jeg er i hvert fald stolt over mig selv 🙂

Min vabel ender der med at gå betændelse i, som går videre i en lymfe, så jeg er nu på penicillin. Heldigvis har jeg ikke ondt i maven efter sidestikket længere, men efter dagens styrketræning, så er mine lægge godt nok ømme.

Nu skal jeg holde løbeformen ved lige, så jeg er klar til halv marathon d.16/9. Puha 😉