Workshop om intervaltræning

Jeg har ikke haft min menstruation i over 2 år…

Med hovedet på blokken (eller sengen, i det her tilfælde), kommer et ærligt og langt blogindlæg. Jeg har længe gerne ville skrive omkring min manglende menstruation, men ikke helt vidst om det havde relevans for min blog. Måske er det ikke noget du gider læse om eller som du ikke synes er spændende – så er det godt, at du altid kan læse et af mine andre indlæg omkring træning eller kost 🙂

Men jeg vil rigtig gerne dele mine træninger, klienters forløb, erfaringer, oplevelser og problemer med dig, både de gode men også de mindre gode problemer, som vi alle render ind i en gang i mellem gennem livet.

img_3826

I efterårsferien 2014 besluttede jeg mig for at stoppe med at tage p-piller. Mest fordi jeg havde taget dem i over 15 år (næsten halvdelen af mit liv!) og gerne ville skåne min krop for bivirkningerne, men også fordi jeg ikke havde haft nogen kæreste i en længere periode. Jeg så ingen grund til at tage dem, og snakkede med en læge om det og stoppede herefter med p-pillerne. Meningen er, at menstruationen skal komme af sig selv igen, men at der faktisk godt kan gå 1-1,5 år før det kommer regelmæssigt igen. Hos mig er det bare ikke sket, endnu. Jeg har ikke en gang haft de mindste tegn på noget som helst! Jeg har hver 4-6. måned gået til tjek hos min gynækolog, hvor alle mine tal og æg har set fine ud, og fik besked på at have tålmodighed fordi hun mente, at menstruationen ville komme af sig selv med tiden.

I oktober måned var jeg til tjek igen hos min gynækolog og gik derfra lettere frustreret. Hun har før været efter mig og ment jeg ikke vejede nok, at jeg ikke havde nok fedt på kroppen men for høj muskelmasse. Det pissede mig faktisk af, fordi jeg ikke følte hun forstod min livsstil, men bare mente jeg var et stort muskelbundt (sådan var hendes ord). Hun ville have mig på fedekur, at jeg skulle spise mere usundt og mere fedt for at få min menstruation igen. Tilbage i marts måned var jeg nede og veje 63 kg og på baggrund af det, mente hun, at hvis jeg tog på (min vægt var på 68 kg i oktober) og ramte 70-75 kg, så ville min menstruation vende tilbage. Til den nysgerrige er 176 cm høj.

Jeg cyklede derfra og tuede. Med besked på, at hvis jeg ikke ændrede min livsstil (mindre muskelmasse og mere fedt), så ville jeg ikke i fremtiden kunne blive gravid. Måske en tand for hårde ord, men det satte da tankerne i gang hos mig. Lidt efter var jeg til fødselsdag hos min veninde og kollega Louise Bangsbo, og vi kom til at snakke om kost, træning, menstruation, hormoner osv. Det viste sig, at Louise har vejledt flere med samme problem og havde ret stort kendskab til kost og hormonpåvirkning.

Jeg er selv kostvejleder, men ud fra Louises baggrund som Professionsbachelor i ernærning og sundhed, og med det hun fortalte mig, så følte jeg med det samme, at her var den hjælpende hånd, jeg stod og manglede. Vi besluttede os for at mødes og kigge min kost igennem, og ligge en plan for et forløb. Louise mente nemlig, at vi via kosten kunne få min menstruation tilbage, så jeg ikke skulle starte på p-piller igen eller komme i hormonbehandling.

Nu 6 uger efter har jeg haft små symptomer på menstruation med bla mavesmerter, humørsvingninger, cravings, uren hud og træthed. Samtidig har jeg tabt mig i cm’er og min fedtprocent er faldet. Du kan se mine målinger nederst i indlægget 🙂

For mig var det vigtigt, at jeg ikke tog på under mit forløb hos Louise, men fik nok protein, fedt og kulhydrat i forhold til mit aktivitetsniveau og i forhold til at få menstruationen tilbage. Louise gjorde det klart, at der skulle skrues gevaldigt op for fedtindholdet i min kost, og det er egentlig også den eneste tydelige ændring, jeg har gjort.

Jeg har i de sidste 6 uger vejet al min mad, og spist 1 kg grønt om dagen samt en masse kylling, avocadoer, gedefeta og oste (jeg er en sucker for ost!). Jeg har holdt mig fra frugt, tørret frugt, tilsat sukker, chokolade, riskiks, peanutbutter, nødder, honning, pasta, ris, kartofler, bønner og bælgfrugter. Morgenmad har været æg og grønt eller proteinhavregrød, frokost og aftensmad har været kylling eller laks med en kæmpe skål grøntsager eller fuldkornswrap, og nogle gange fuldkorns rugbrød. Mellemmåltider har været kød, grønt, hytteost, avocado, æg eller en proteinshake i forbindelse med træning. Jeg har ca spist 2.000-2.200 kcal/dagen, nogle dage 1.800 kcal. Så en del mere mad end før.

Måske det er lidt misvisende, at min fedtprocent er faldet, nu hvor jeg blev anbefalet at få mere fedt på kroppen. Min fedtprocent skal absolut heller ikke længere ned, men jeg er blevet meget mere bevidst omkring, at få nok fedt via min kost, og er overbevist om, at det er vejen frem for at min cyklus kommer på rette vej igen. Jeg ved ikke hvad jeg vejer, det har jeg sagt til Louise, at jeg ikke vil vide. Det er uden betydning. Jeg føler mig langt bedre tilpas i min krop og ønsker for alt i verden, at mine små ændringer i kosten, kan hjælpe med at få min menstruation tilbage. Måske næste cyklus? Jeg skal nok holde jer opdateret, og hvis du selv har været ude for samme problem tager jeg gerne imod dine råd eller erfaringer 🙂

Uge 1 
Fedtprocent: 25,9% (målt med Harpenden fedttang)
Højre arm: 31,5 cm
Højre lår: 62,8 cm
Hofte: 83,5 cm

Uge 6
Fedtprocent: 18,6% (målt med Harpenden fedttang)
Højre arm: 30,2 cm
Højre lår: 60,7 cm
Hofte: 75,5 cm

Lyset og gulvet er desværre ikke ligeså hvidt på begge billeder, da der i mellem tiden er blevet renoveret i Sporting Health Club, og så var jeg lige kommet hjem fra Marmaris på før-billedet 😉

img_7146 img_7147

Læs min opfølgning på dette blogindlæg, lige her 🙂

22 kommentarer

  • Malene

    Hvor er det dejligt at se flere af den slags historier. Jeg stoppede på p-pille i 2012, og havde også udebleven menstruation i 3 år. På det tidspunkt var der nærmest ingen historier om det, og der var ingen læger der vidste hvad de skulle gøre ved det andet end at vente. Jeg fik også at vide jeg var for tynd, og det var jeg helt sikkert også i en periode på et lille års tid. Men resten af tiden var jeg altså helt normalvægtig, spiste relativt sundt og trænede moderat. Jeg anvendte homøopati til sidst. Om det bar homøopatien, eller bruddet med en kæreste (efter et mangeårigt turbulent forhold) der fik hormonerne i gang igen, ved jeg ikke. Men jeg har o hvert fald fået respekt for homøopati. Og respekt for mig selv – man skal sku ha det godt, med den man er, og med den, man er sammen med.

    Håber snart lægevidenskaben får øje på, at der altså er en ting, det her med p-pillestop og udebleven menstruation. Gad vide hvordan mine knogler ser ud med 3 års menupause midt i mine bedste knogle-opbyggende år. Husk jeres kalk og d-vitamin !!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Hej Line.
    Ved du om Louise stadig laver kostplaner? Linket virker desværre ikke længere.
    Mvh Julie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Hej Line,
    Ved godt at dette er et gammel blogindlæg og at du har opdateret på dette (og i øvrigt stort tillykke med graviditeten!!!) Jeg er i samme situation som du var, og har nu gået omkring 1,5 år uden menstruation. Og det skete på præcis samme måde som dig, da jeg besluttede mig for at smide p-pillerne skete der bare ikke noget – ment på den måde, at menstruationen ikke indtraf som den ellers normalt bør gøre. Jeg har været ved både egen læge og gynækolog og har fået at vide at jeg ikke har PCOS (som gynækologen ellers mistænkte mig for at have!). Jeg fik også besked på ikke at træne mere end én gang om ugen (hvilket er svært for en, der ellers træner 4-5 eller 6 gange om ugen af forskellige ting, både løb, styrketræning osv.) og at jeg skulle tage på. Så er meget interesseret i at prøve noget andet end at ende ud i hormonstimulering når min kæreste og jeg kommer dertil hvor vi gerne vil blive gravide. Derfor tror jeg, at jeg vil prøve at kontakte Louise. Dog har jeg svært ved at se hvordan jeg skal kunne undvære peanutbutter og nødder især!!!!
    Men ønsker i høj grad at få min menstruation tilbage, og gerne på en så naturlig vis som muligt.
    Hvordan kunne du føle, at du fik tegn på din menstruation såsom ondt i maven og lignende (og at det altså ikke bare var ‘alm.’ ondt i maven) eller at den urene hud du oplevede ikke kom af noget andet?
    Tak for dit indlæg og ærlighed omkring dette emne – det gør bestemt at man som en som mig tør håbe på at det samme kan ske for mig (forhåbentligvis snart!).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Marie. Kontakt endelig Louise for et forløb. Jeg vil mene det er super vigtigt, at du lærer ikke at stresse over det, og får langt mere fedt i din kost (altså nu ved jeg ikke hvor meget du får nu, men det var i hvert fald en af de ting jeg ændrede). Jeg begyndte at kunne se et mønster i hvornår jeg fik uren hud og ondt i maven, det passede ligesom med en cyklus-periode. Og så er der bare forskel på at have ondt i maven og menstruationssmerter – synes jeg. Håber du får den tilbage snarest! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie

      Tak for svar 🙌🏼 Jeg synes faktisk at jeg allerede spiser ret meget fedt (dog primært af den gode slags såsom nødder, avokado, peanutbutter, æg og lignende) men kan godt være at jeg skal prøve at øge mængden lidt. Jeg vildt forsøge at kontakte hende og se, om hun evt kan hjælpe mig. Jeg er helt enig i at der er forskel på alm ondt i maven og menstruationssmerter – men tror at jeg har svært ved at være sikker på hvordan det føles hvis det kun er svage smerter, eftersom det er så længe siden at jeg har haft min menstruation og denne type smerter.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kirsten

    Hej 🙂
    Hvorfor vil du ikke have mere fedt på kroppen? Hvis bare lidt fedt vil hjælpe dig med at blive frugtbar. Det er ærgerligt at der er så mange piger, der er fedt-forskrækkede, bange for at blive tykke og tæller deres kalorier. Nogle gange er det rart bare at slippe kontrollen. Vi prøver at bevare et bestemt billede af os selv, og hele vores verden drejer sig om det. Jeg tror at vi er nødt til at give slip på forestillingen om lykke og i stedet for at se på det store billede, være glad for det man har og acceptere sit selvbillede. Du ser dejlig ud som du ser ud og hvis det kræver at du får mere fedt på kroppen (bare lidt) for at få børn så ville jeg helt klart gøre det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Kirsten. Det har været en svær proces, det jeg har været igennem de sidste 2 år med fokus på at få min menstruation tilbage. Den er heldigvis kommet retur nu efter jeg fik rettet endnu mere op på kosten, fik styr på mit liv (boligsituation mm) og ikke så stresset længere. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    Hej Line.
    Tak for et spændende indlæg. Jeg tror, at der er mange, der har stået i samme situation, men det er bare ikke noget, som man taler om. Jeg håber, at kostomlægningen virker. Hvad er grunden til at bønner og bælgfrugter er fjernet fra kosten? Det et jo både grønt og protein…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • fie

    Hej line

    Manglende menstruation kan skyldes lavt stofskifte. Det gjorde det for mit vedkommende, der lige som dig heller ikke har fik menstruation i 2 år efter P-pille stop.

    Så evt. en blodprøve, hvis ikke det allerede er gjort 🙂

    VH

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Hej Line.
    Først… hvorfor ikke nødder. Der er da en masse af det sunde fedtstof i. Og frugt.
    Jeg tror på, at man skal ha lidt af det hele i de rette mængder. Jeg manglede selv min menstruation i ca 2 år. Tror også det hang sammen med for meget træning og måske for lidt mad ind imellem. Jeg træner knap så intensivt længere og spiser hvad der falder mig ind. Nogle gange går jeg for meget til den og så tager jeg et par dage med ro på, men ingen restriktioner. Jeg har fået min menstruation igen, og holder min vægt og har de samme mål som før. Så det gælder bare om at finde balancen og hvad der fungere for en.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Christina 🙂 Der er bestemt sunde fedtstoffer i nødder, men jeg valgte at få det gode fedt primært fra avocado og olier. Frugt spiser jeg normalt ikke meget af, og hvis er det ofte banan eller bær. Jeg tror også selv på, at man skal have lidt af det hele i de rette mængder – og grunden til at jeg vejede min mad, var for at se hvor mange kcal jeg kom op på, og for at være sikker på jeg fik nok. Det er kun noget jeg gør og vil anbefale for en periode, da man derefter får en rigtig god indikator af hvad der er nok. Balance er bestemt vejen frem, og det er super individuelt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marianne

    Jeg har også været det samme sted.. har en datter og er nu gravid med nummer to. Min menstruation kom aldrig af sig selv og jeg måtte derfor igennem en masse undersøgelser og fertilitetsbehandlinger. ALLE mente at det er træningen der spillede ind fordi jeg trænede 5-6 gange om ugen a to timers varighed (også kom der al min cykling til og fra ting osv osv). Jeg havde en fedtprocent der lå mellem 13-15 % og ja vejede alt min mad osv.
    Den gang troede jeg virkelig ikke at det var træning og kost der spillede ind.. men her efter jeg er begyndt at få et mere afslappet forhold til det så kan jeg måske godt se fornuften i det. – Det eneste du skal være obs på er nok at det er GODT for dig at bløde og derfor bør du få p-piller. Ellers kan du ende med knogleskørhed.. og for os der elsker at træne ville det jo være trist! – Også er der jo det her med børnene.. vil du opgive den ekstreme træning og i stedet kunne blive frugtbar på naturlig vis? Eller vil du hellere igennem fertilitetsbehandling og de hormonkurer der tilhøre?.. Jeg ville klart vælge det første hvis jeg skulle vælge om igen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Marianne. Tak for din besked, og får at du deler din historie. Tro mig, havde jeg trænet ekstremt OG haft et ønske om at få børn, så havde jeg skruet ned for træningen. Men jeg mener ikke selv jeg dyrker ekstrem træning 🙂 Jeg lytter til læge og gynækolog, og så har jeg fået bedre indblik i optimering af min kost. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Hej Line

    Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke, at din menstruation kommer tilbage, før du får et mere afslappet forhold til kost og træning. Jeg har selv været i samme båd som dig med stor fokus på sund kost og træning 5-6 gange ugentligt, og her forsvandt min menstruation også, selvom jeg aldrig var sygeligt tynd – blot slank som dig. Det er selvfølgelig godt, at du prøver at få mere fedt i din kost, men alle de ting, du skærer fra, og alle de nye restriktioner, du sætter op, hjælper dig jo ikke tættere på at få din menstruation? Tværtimod betyder det bare endnu mere fokus på din kost, træning og fedtprocent?

    Min gynækolog fortalte mig, at en graviditet i teorien kan være fatal for en kvinde på det forkerte tidspunkt. Kroppen vil nemlig altid prioritere fosteret højest, og hvis man derfor bliver gravid på et tidspunkt, hvor der ikke er mad nok, vil det gå udover dig. Derfor lukker kroppen ned for forplantningsevnen, hvis den kan mærke, at forholdene for en graviditet ikke er god.

    Jeg indså, at jeg var nødt til at tage det mere roligt med min træning og spise mere afslappet, hvis jeg ville være gravid, og selvom det ikke var hverken nemt eller sjovt, kom min menstruation igen efter et par måneder. Og jeg blev gravid med det samme.

    Jeg ved godt, det ikke er det, du vil høre, men efter to år, tror jeg ikke, du kan bebrejde p-pillerne længere – men snarere må kigge på din livsstil. Jeg siger ikke, du skal på fedekur, men jeg tror heller ikke, at yderligere restriktioner gør noget godt.

    Måske ved Louise bedre, og jeg tager fejl – vi er jo alle forskellige 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Katrine. Tak for din kommentar, og fordi du deler din egen historie. Jeg kan godt se, det lyder til at jeg sætter nye restriktioner men det er mere, at der er noget jeg skal holde fra – og dermed ikke sagt at jeg ikke må spise det hvis jeg har lyst. Min kost har været for fedtfri før, og bla det har jeg skullet ændre. Men tak for din bekymring <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amy

    For ca.3-4 år siden har jeg trænet meget(morgen og aften),spiste alt for lidt fedt, meget protein og lille smule kulhydrater mhb. at stille op til en fitness konkurrence. Min fedt% var lav, og så mistede jeg min menstruation. Jeg havde ikke haft den i ca. 1 år indtil jeg en dag fik nok og ville ikke stille op alligevel, så begyndte jeg bare at spise mere normalt, tog lidt på og fik min menstruation igen. Kort tid efter besluttede jeg mig at få et barn, og jeg blev gravid nærmest med det samme 🙂 Min datter er nu 1,5 år gammel.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lyder meget velkendt 🙂 Men dejlig at høre, at alt er fint og du blev gravid!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Tak fordi du deler din historie. Jeg har selv taget p-piler i snart 10 år og overvejer virkelig også at stoppe, men er simpelthen så bange for bivirkningerne.. :/

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maria

      Kære Ida,
      Jeg vil sige, efter at været stoppet på p-piller ad flere omgange, haft en blodprop pga. p-piller, vægtøgning osv. så skal du ikke være nervøs for bivirkninger ved at stoppe, tværtimod.
      Hvad er du nervøs for? Du får din naturlige krop tilbage som ikke er påvirket af kunstige sager som får kroppen til reagere unaturligt 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Maria. Det har du helt ret i – intet at være bekymret over, men det trækker bare i langdrag for nogen, fx mig, før menstruationen kommer naturligt igen 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Ida. Som Maria skriver, så skal du ikke være bange for bivirkningerne af at stoppe – menstruationen skal gerne komme igen af sig selv 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Workshop om intervaltræning