Derfor blogger jeg...

“Jeg synes, det er så svært”..

… Den sætning hører jeg rigtig tit, hvis ikke dagligt. Jeg hører den fra mine klienter, og læser dem på de sociale medier. Men hvad er det, der er så svært?

  • Er det svært at sige nej tak til slik?
  • Er det svært at sige nej tak til kage?
  • Er det svært at sige nej tak til pebernødder og julegodter?
  • Er det svært at sige nej tak til øl, vin, drinks?
  • Er det svært at sige nej tak til alle de søde sager på arbejde?
  • Er det svært at komme af sted til træning?
  • Er det svært at holde sig aktiv et par gange om ugen?
  • Er det svært at få 60 min daglig motion?
  • Er det svært at løbe, cykle eller styrketræne?

Kan forsættes…

Jeg oplever tit, at det ikke er svært at komme af sted til træning, det er ofte det, der lykkedes for mange af mine klienter; at komme ind i en god træningsrytme. Men der hvor det er svært, det er kosten, og det med at sige nej tak over for venner, veninder, kollegaer og familien.

Men hvorfor er det svært? Fordi du er fristet til de søde sager, eller fordi du ikke vil have dårlig samvittighed ved at sige nej?

Jeg tror, at hvis du gerne vil dit problem til livs og komme af med vanen om at spise søde sager dagligt og måske samtidig tabe dig, så må du begynde at grave dybt ind i dig selv og finde årsagen. For hvor ofte er det, at du efter du har tømt en pose slik eller plade chokolade, du får det dårligt med dig selv?

Jeg tror, at hvis du gerne vil finde en sund balance, hvor du har en aktiv hver dag og træner 3-4 x ugen, og har plads til både-og, men lærer at spise de usunde, søde sager i moderate mængder uden at gå all-in hver gang, så er du nødt til at arbejde med dig selv og se det som en proces, hvor du skal af med de dårlige vaner og skabe nogle nye. Men først og fremmest, så drop det med, at det er svært. For det er det kun, hvis du selv sætter det op, som en svær opgave. Tag det i små steps, arbejd med dig selv og din krop. Hvor vil du gerne hen? Hvilke vaner vil du gerne skabe og hvorfor?

img_3012

3 kommentarer

  • I agree. Her tror jeg også at svært og kedeligt, er to ord der mixes lidt. For kedeligt, er nemlig hvad det er – svært er det ikke, for du kán jo rent fysisk bare lade kagen være og løbe… MEN, det er kedeligt(!) kun at bide i en klidkiks når alle æder kage, eller trampe på løbebåndet når alle ser julekalender – det er sgu kedeligt, fremfor svært. For rent praktisk, kan man jo bare gøre det – men man er hverken sjov eller selskabelig hvis man vælger det hver gang, så føler man sig ja – kedelig 😀 Og der er det jo netop som du siger, om at finde en balance, så man ikke kører træt i kedeligheden, men heller ikke dropper fornuften. Det er nemlig heller ikke spor sjovt, ikke at få rørt sig og begrave hele hovedet i kiksekassen. Ying og yang gør netop, at begge dele kan være hyggelige, sjove og tilfredsstillende (;

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Du har så ret! Det er kedeligt til tider, men det handler i den grad om at tage ansvar for sig selv, og ikke så det som en svær opgave hele tiden 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karen

    Jeg oplever ikke, at det er svært at sige nej til slik og søde sager. Jeg oplever, at der ofte (mere end 1 gang ugentligt) er sociale arrangementer der indvolverer mad, som du ikke selv bestemmer hvad indeholder. Her skal du enten være ok med at spise flødekartofler og steg uden grøntsager eller være den besværlige der siger nej tak til deres mad og hiver madpakken frem. Ligeledes kan du ikke “bare lige” tage på en spontan tur eller aktivitet, fordi du ikke kan købe den mad du gerne vil spise og ikke bare lige har din egen mad klar til at tage med på tur. Det er svært, når man skal overnatte hos en sød kæreste, men du også skal have dine madpakker med til i dag og til i morgen og til dagen efter det, fordi du har aktiviteter, hvor du ikke lige kommer hjem og laver mad imellem tiden. Det er svært. Det er skide svært.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Derfor blogger jeg...