Når håbet føles latterlig langt væk

Vores hus har nu været til salg i 71 dage, for at være hel præcis, og for nogle ved jeg godt, det ikke lyder som lang tid, men for os er det. Mest fordi vi allerede har fundet et hus, eller faktisk et par stykker, som vi gerne vil se nærmere på og købe (altså bare købe ét af dem, haha), og få mere plads. For vi bor lige nu på 66 kvm med kun et værelse, og heldigvis med et udehus, hvor vi har vaskemaskine osv. og god opbevaring, og en hyggelig lille gård.

Lige nu bor vi tæt på byen, skoven, stranden og hyggelige små søer, hvor vi kan fodre ænder. Og det er virkelig skønt. Nu skal vi bare have et hus med mere plads 🙂

Jeg bliver så pokkers misundelig på mine veninder og flere, som jeg følger på Instagram, der har kæmpe store, lyse flotte stuer og åbne køkkener, og søde børneværelser. Og have med plads til sandkasse og gyngestativ. Øv hvor jeg misunder dem, og hvor ville jeg ønske, jeg kunne give Theodor det samme. Jeg ved godt, at han ikke vil bruge sit værelse til andet end at sove i, men jeg ville stadig gerne have det til ham, og en større stue hvor vi kan løbe, lege og hygge os.

‘Var det forkert af os at flytte fra Kbh til Bornholm?’

Men, som du måske allerede har fanget, så skal vi have solgt vores hus, før vi kan købe et større. Vi går bare og krydser fingre hver dag på, at den rette kommer, men det er godt nok svært at beholde håbet, det kræver lidt mere energi, synes jeg. Har du mon eller står du i samme situation? Please sig, jeg ikke er alene om de her tanker og følelser. Der må være håb forude for os 🙂