Jeg har aborteret

Min følelsesmæssige rutsjetur er langt fra færdig, og jeg tror stadig ikke jeg er helt med på, hvad der er sket. Mit hovede er fyldt med en masse tanker, og jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal tackle det hele. Jeg tror på, at uanset hvornår i graviditeten, du mister, så påvirker det dig. Og ja, det har påvirket mig. Jeg vil gerne dele det med jer, da jeg gerne vil bryde tabuet, hvis det er der, og fortælle min oplevelse. At fortælle det, hjælper mig også med at bearbejdere hele processen.

To streger. Den ene svag, men det samme skete, da jeg var gravid med Theodor.
Det var alle 14 test (jep, så mange endte jeg med at tage!) da jeg fandt ud jeg var gravid med ham.

Jeg var gravid i uge 6, en planlagt graviditet. Vi har prøvet de sidste måneder, og så lykkedes det. Vi var så glade, da vi så de to streger på graviditetstesten d.16/6, og fyldt med forhåbninger og glæde. Jeg var enormt træt, havde hovedpine og kvalme. Et par dage efter, jeg havde taget testen, skulle jeg til Kbh, og besluttede mig straks for at tage forbi Lille Liv for at få foretaget en tidlig scanning. Desværre var det lige tidligt nok (man ikke kunne se noget), knap uge 5, og jeg blev sendt hjem og måtte komme igen, så snart jeg kunne. Derfor besluttede jeg mig for at tage et lynvisit til Kbh i fredags, en uge efter første forsøg på tidlig scanning, i håbet om at være knap 6 uger henne, og hvor man så ville kunne se en lille prik på et scanningsbillede. Det var en 6 timers rejse for 3 timer i Kbh, men jeg måtte af sted. Jeg havde på fornemmelsen, at der var noget galt, fordi jeg ikke havde ømme bryster og nu kun var træt. Min søde veninde Jeanne tog med, da Patrick ikke kunne nå det, og jeg var så nervøs og mit hjerte hamrede afsted, mens vi sad i venteværelset. Men endnu en gang kunne sygeplejersken intet se, og jeg blev sendt hjem igen med et tungere hjerte. Lille Liv ville have mig videre til blodprøver, for at få tjekket mit HCG niveau, og for at tjekke om jeg var gravid uden for livmoderen. Puha det var en lang tur hjem fredag, og så skulle jeg vente hele weekenden til at få taget blodprøve mandag og onsdag. Blodprøverne skal tages med 2 dages mellemrum, fordi HCG niveauet stiger for hver dag, hvis man er gravid, og falder, hvis man ikke er.

Lørdag begynder jeg at bløde, mens jeg var ved at gøre mit nye lokale rent og endda en time før vi skal til 30 års fødselsdag. Jeg var slet ikke sikker på, om jeg skulle tage til fest eller ej, men af sted det kom vi og hyggede os hele eftermiddagen, og så tog jeg hjem med Theodor kl.20. Smed mig på sofaen og gik tidligt i seng. Jeg trøstede mig selv med, at man godt kan bløde under graviditet, og endda også have menstruation. Men da jeg står op søndag morgen og går på toilettet, bløder jeg kraftigt. Rigtig meget, og der kommer også en stor klump. Det var så ubehageligt, og jeg blev rigtig ked af det. For en sikkerhedsskyld ringer jeg 1813. Jeg har ikke feber eller voldsomme smerter, så sygeplejersken vil have mig til at slappe af, ligge mig på sofaen med en god bog. Men det var slet ikke, det jeg havde brug for. Jeg tuder ud i armene på Patrick, og så snører jeg løbeskoene og løber en tur. Det var det, jeg havde brug for. Resten af dagen er vi på stranden med familien, og det var kun dejligt at få talt med dem om det hele.

Mandag morgen skynder jeg mig i min pause mellem kl.9-10 forbi hospitalet for at få taget blodprøve, og får senere svar på, at den er meget lav (27 IU/L). Og i dag var jeg også forbi til blodprøve nr.2, som viser et endnu lavere IU/L, nemlig 10. Det og qva jeg har blødt betyder, at jeg har aborteret. Og jeg bløder forsat, det kommer ligesom i bølger. Lige pludselig kan jeg bare mærke, at nu skal jeg på toilet, og så kommer der en ordentlig omgang blod og lidt klumper.

Få af mine tætte veninder har været en kæmpe støtte, og det samme har Patrick og min familie. Og jeg ved godt, at det er naturens måde at gøre tingene på, da der højst sandsynligt har været noget galt med fosteret. Men derfor gør det ikke sorgen mindre eller følelserne mindre. Det har og er virkelig ikke rart at bløde så meget, og mærke og se klumper komme ud af en selv. Men det er nu en gang, det der er sket, og vi kæmper videre. Jeg tror, der sidder mange derude, der har oplevet det samme, og derfor vil jeg gerne dele min oplevelse og min sorg. Lige fra du ser de to streger på graviditetstesten bliver din krop pumpet med hormoner, og dine tanker og forestillinger kører af sted med 110 km/t. Derfor er det helt normalt at blive ked af det og påvirket af situationen.

Hvis du har været igennem det samme, hvis du har mistet, uanset i hvilken uge eller hvis du har mistet et barn efter du har født, så føler jeg med dig og deler din sorg. Det er hårdt, ubeskriveligt hårdt, men du er ikke alene. Langt fra <3

Jeg forevigede også mine knap 5 uger henne med et mavebillede. 

Jeg prøvede at holde humøret oppe efter scanning i fredags. Jeanne min veninde hjalp, fik mig til at grine og snuppede et fint billede af mig. Stadig med håbet om liv i maven.