En tur med ambulancen…

Der kommer lige en update fra mig, mens jeg ligger i sengen på Rigets fødemodtagelse, hvor jeg er indlagt til observation.

Det lykkedes mig at styrte på cyklen for 3. gang under min graviditet (læs her og her). Denne gang var det dog lige lidt mere voldsomt end de andre gange. En cyklist valgte at stoppe ret brat på cykelstien på Østerbrogade uden at give tegn, og der kom jeg og Patrick cyklende med ok god fart. Jeg cykler forrest og når simpelthen ikke at køre udenom, så jeg bremser op… og det næste jeg husker er, at jeg ligger på jorden og græder. Jeg kan huske, at jeg tænker “shit jeg styrter nu!!” lige inden jeg cykler ind i hende og vælter. Patrick har fortalt, at jeg falder lidt forover ind i cyklen og så laver et rullefald til venstre side, og efterfølgende kommer helt ned at ligge, hvor jeg tager min cykelhjelm og briller af. Jeg kan ikke selv huske, hvordan jeg falder eller at jeg tager hjelm og briller af. Men rent instinktiv, så har jeg prøvet at beskytte maven og undgå at falde ned på den.

Jeg ville ønske jeg kunne sige TAK til alle dem der stoppede op og hjalp med at berolige mig, holde min hånd og tale til mig, holde mine rystende ben og som gav mig tæppe på, og til dem der snakkede og beroligede Patrick, mens han aede mig og holdte min hånd. Selvom jeg ikke havde ondt nogle steder, så lå jeg på ryggen på cykelstien indtil ambulancen kom, og så blev jeg kørt til Fødemodtagelsen på Riget.

Jeg begyndte at græde, da jeg mærkede de første spark i maven, mens jeg venter på jordmoder skal komme. Og alle undersøgelser og scanninger viser, at alt er som det skal være med vores lille dreng. Jeg skal blive her i 24 timer fra da vi kom, til observation for om moderkagen løsriver sig, hvilket den kan gøre et stykke tid efter fx et styrt. Sker det, så er det enten akut kejsersnit eller igangsættelse af fødslen. Der er 3,5 uge til termin, så han er heldigvis klar til at komme ud, hvis det skulle ske.

Nu vil jeg prøve at hvile mig og få en god nats søvn. Jeg er stadig lidt chokeret og tænker over, hvor galt det kunne være gået. Jeg er så glad for, at Patrick cyklede med mig og var hos mig. Han er jordens bedste kæreste <3

Og til sidst lige en opsang til alle cyklister: Det tager dig 2 sek at række hånden i vejret, hvis du skal stoppe!! Er det så svært at give tegn?