“Bare rolig, det bliver nemmere…”

En sætning du, som mor måske har hørt et par gange? Jeg har i hvert fald, og jeg er ved at være dødtræt af at høre om det.. Jeg ved, at andre siger/skriver det til mig for at give mig ro og forhåbninger om, at det bliver bedre og nemmere med en baby. Men nogle gange har jeg bare brug for at synes, det er skide hårdt, og så er jeg lidt ligeglad med at vide, at det bliver nemmere. For jeg er jo i situationen nu og her. Samtidig så er alle babyer forskellige, og måske der går lang tid før det bliver nemmere, måske der går 1 måned. Og så kan jeg ikke rigtig bruge til noget, at det bliver nemmere. For hvornår gør det det, for os og Theodor?

Theodor er nået til den periode, hvor arme og ben bakser rundt, og hele kroppen kører derud af, når han skal sove. Det er mest om aftenen når han skal falde til ro og sove. Jeg synes det er synd for ham, at han ikke kan finde ro og er lidt i vildrede over, hvad jeg skal gøre. Både Patrick og jeg prøver at berolige ham, synger, skaber tryghed ved at rulle ham i dynen, holder ham ind til vores bryst, ligger tæt med ham osv. Det der plejer at hjælpe er, at jeg ammer ham liggende og så sover han for det meste lige bagefter i samme position. Rigtig mange har anbefalet, at vi svøber ham i en stor stofble/swaddle, så det skal vi bestemt prøve.

Nu har jeg siddet og læst denne artikel om at skabe faste putte rutiner/vaner, og det har faktisk været en tanke, der har strejfet mig på det sidste. Det må vi begynde på 🙂

Så ja, det hele bliver formentlig nemmere med tiden. Det samme gælder når han har sine svære perioder og udvikler sig, og er meget ked af det. De såkaldte Tigerspring, som jeg ikke er så meget fan af. Jeg tror på, at de små udvikler sig og har svære perioder, men at det er meget individuelt hvornår det sker 🙂