Jeg var så bange i starten

Jeg er ikke helt sikker på, om jeg har delt det her med jer, nu er det også over 1,5 år siden. Men jeg husker det tydeligt, og jeg tror måske tanken har strejfet os alle, der har fået børn.

De første uger med en lille nyfødt Theodor, var jeg simpelthen møg hammer bange. Bange for, at han ikke ville vågne op igen eller at jeg ville vågne op og opdage, at han ikke længere trak vejret. Når vi lagde os til at sove med Theodor ved siden af i sin vugge, satte jeg uret til at ringe hver halve time, bare så jeg kunne tjekke at alt var okay. Dumt? Måske, men jeg havde en eller anden kæmpe stor frygt for at miste ham hvis jeg ikke var vågen. Men samtidig var jeg møg træt, og skulle også have søvn. Efter noget tid blev det hurtigt et mønster, at Theodor vågnede hver time for at blive ammet, og i mange mange måneder var jeg vågen hver 1-1,5 time for at amme ham. Jeg tror først det var efter 10 måneder, at jeg sagde nu er det nok og vi tog en kold tyrker med nat-amning.

Har du været lige så bange eller sidder du i samme situation lige nu? Jeg ved ikke om man kan sige noget, at man ikke skal være bange, for det er vel egentlig bare en frygt vi som forældre skal leve med? Jeg har altid syntes, at andre forældre (mødre især) overdrev når de skrev eller fortalte om den her kæmpe store og uendelig kærlighed til deres barn. Men hold nu kæft, hvor kan jeg kun give dem ret. Jeg elsker Theodor så højt, at det nogen gange kan gøre helt ondt. Jeg vil gøre alt for ham, gå gennem ild og vand for at han får det bedste liv.